Navn: Pinalia amica (Rchb.f.) Kuntze
Synonymer: Eria amica Rchb.f.; Eria confusa Hook.f.; Eria andersonii Hook.f.; Eria hypomelana Hayata; Octomeria excavata Wall. ex Hook.f.
Etymologi: amica = venlig / elsket — henviser sandsynligvis til blomsternes tiltalende udseende.

Førstebeskrivelse: Oprindeligt beskrevet i 1870 af Heinrich Gustav Reichenbach som Eria amica; i 1891 overført til slægten Pinalia af Otto Kuntze.
Oprindelse / udbredelse: Udbredt i Sydøstasien og Himalaya: Fra Nordindien, Nepal og Bhutan over Myanmar, Thailand, Laos og Vietnam til Sydkina og Taiwan.
Placering / habitat: Epifytisk voksende på gamle, mosbegroede træer i stedsegrønne lavlands-skove samt i primære højlændings-tågeskove. Den forekommer i højder fra ca. 600 til 2.200 m.
Beskrivelse & bemærkninger: Pinalia amica er en lille til mellemstor orkidé med cylindriske til spoleformede pseudobulber, der for enden som regel bærer 1–3 læderagtige, lansettformede blade. Blomsterstanden vokser fra siden i den øverste del af pseudobulberne og bærer 6 til 10 forholdsvis små, men farvemæssigt attraktive blomster. Kron- og bægerblade er som regel lysegule til grøngule og har markante, rødglænsende længdestriber (nerver). Læben er trefoldet og har ofte en klar gul eller rosa farve. Et karakteristisk træk ved slægten er den fine behåring (indument) på blomsterstilken og ydersiden af bægerbladene.

I dyrkning foretrækker arten tempererede til kølige forhold med en markant luftfugtighed. Den bør placeres lyst, men uden direkte middagssol. Under vækstfasen er rigelig vanding vigtig, men stående vand skal absolut undgås. En let hvileperiode med reduceret vanding om vinteren fremmer blomstringen om foråret.

Dyrkning: Køligt til moderat ved ca. 12–24 °C, lyst til halvskygge og med høj luftfugtighed. Dyrkes i en hængepotte med luftig bark, og der vandes en smule mindre om vinteren.